Min kunstneriske erklæring
Min kunstform er en bestræbelse i tekstil på at opnå en helhed af form, opbygning og farve, en taktilitet, nærmest som en rytme. Udgangspunktet er, om end det skal klæde et menneske, pryde et rums væg, gulv, er at give os en følelse af naturens skatkammer. Der hører vi hjemme. Man fristes til at kalde det 'en takt og en tone'.

Første gang jeg sad ved en væv, selv før væven var sat op med dens netværk af tråde, sad jeg med en følelse som kan beskrives som, en fin tråd. Det var på Skals Håndarbejderskolens 3 måneders sommerkursus, hvor en af dem var en 1 måned på vævestuen. Efter den første uge talte lærerinden ikke længere til mig for jeg havde ideer om hvad man også kunne kreere. I den faste plaid opgave, uld i ecu, med gule og spæd grønne tern, fandt jeg et turkis mohair garn, som jeg ville bruge istedet. Det endte med at på sommerudstillingen stod mine ting i skarp contrast til de andres. Den skarpe contrast' er stadig i mig. Dog fornemmer jeg det som værende meget dansk.

Et år senere kom jeg på plantefarve- og spindekursus hos Berit Hjelholt, på Græsbakkegård i Thy. Det virkede på mig som den rene naturlighed, som det jo er, at spinde garn, indfarve det for så at væve med det. Berit lærte os at farve klare, glade plantefarver. At farve med planter var 'in'. Siden så man ned på processen og nu er det in' igen. Kemiske farve har ikke det spil og den dybde som jeg syntes at plantefarver har. Mere om det på www.

Gennem Berit fik jeg kontakt til en nyuddannet tekstilvæverske. Jeg kom hos Lis fire dage om ugen. Lis havde købt 5 brugte væve som vi samlede og så vævede på. Jeg har flyttet med mine væve rigtig mange gange, så det at samle en væv når den ligger i en stak pinde er ingen sag. Og så flyttede vi til Aarhus hvor jeg kom ind på Aarhus Kunstakademi. Det blev mest af alt til en masse væveteori men kunstnermiljøet var utroligt livligt og givende med masser af live jamming både musikalsk og kunstnerisk.

En studietur til 'The Strangers Wool Shop' i Norwich, UK, blev starten til et helt nyt eventyr. Vores stue blev vores atelier, en sølvsmed, mig og min elev. En veninde kom med en artikel fra magasinet 'Country Life', om en ældre dame der vævede tweed på en gammel væv og om at hun farvede med planter. Der var billeder af hende der, mellem lavtliggende klipper, land og vand og en høj blå himmel omgivet af lyng. Hun solgte Tweed til folk fra hele verdenen, mange opsøgte hende der på Harris, en del af en af øerne af De ydre Hebrider. Det gik lige i hjertet.

I Norwich har jeg haft utallige udstillinger og taget del i mange 'Åbent Atelier', solgt til private, samt haft adskillige kommisioner, en fra Bradford 'Cartwright Hall Art Gallery'. Jeg havde soloudstilling på Norwich 'Assembly House'. At udstille og sælge til institutioner som banker og Big business' er for mig som at sælge ud. En ærlig bæredygtighed og ansvarlighed er en mangelvarer. Vi må passer på samfundet. Fast fashions er yt.
Tråden leder os om bag det industrielle forbillede vi er omgivet af. Med mine tekstiler bestræber jeg mig på en naturlighed. Vi må selv passe på at vores iboende naturlighed er bevaret. Derfor tror jeg at malerkunsten står i høj kurs. Den står tilbage i håndværkets tegn. Mine bestræbelser læner sig mod malerkunsten. På min væv væver jeg et kanvas, hvorpå jeg kan male et stykke klæde til udsmykning.

Ofte kommer spørgsmålet om tid op. 'Hvor lang tid tager det så'? Engang svarede jeg, at tiden står stille når man fordyber sig. Jeg blev straks sat på plads med, at hvis jeg havde fundet en måde til at få tid til at stå stille, så.... . Bedre går det når jeg beskriver det som en rytme. Og rytme er utrolig vigtig for at væve et godt stykke stof. Man bestræber sig på ikke at tabe rytmen. Som rytmen i tidevandets ebbe og flod, og tråd på tråd, får man hurtigt vævet et stykke stof. Billedvævning, min er altid abstrakt, har en anden rytme. Jeg er i mit element.

Så kom der en dag hvor minsandten min mand og mig befandt os på øen Lewis på Hebriderne. Vi var på ferie og stod der ude i det helt unikke flade landskab, uden træer, bare små klipper og tørv. Pludselig huskede jeg damen der vævede Tweed på Harris. Mine små hår rejste sig på mig. Der skulle jeg hen; hende måtte jeg finde. Men 10 år var gået og i artiklen stod der at hun var 73 år gammel! Vi forhørte os på 'The Harris Tweed Maketing Board'. Jo, hun levede stadig og vævede også lidt. Vi lejede et hus, flyttede fra Norwich til 'De Ydre Hebrider' med nattoget, 'The Flying Scotsman' og bosatte os på Lewis.

The Golden Road, var adressen. Man tager bussen fra Stornaway på Lewis til Tarbert på Harris. Derfra går der en bus om dagen ad Den Gyldne Vej, en vej med kun en vejbane, og jo den hedder rigtig nok Golden Road, der snor sig rundt om en del af halvøen, en gang dagligt. Nu kører vi ikke bil så vi kom først afsted da vores søn kom og lejede en bil. Vejret var gråt, vådt og kedeligt da jeg forsigtigt med hjertet i halsen bankede på hendes dør. Den nu bortgåede, Miss Marion Campbell bad mig indenfor og med en kop te i hånden fortalte jeg hende hvorfor jeg var kommet. Hun viste mig hendes gamle væv ude i skuret og gæstebogen med navne fra hele verden og historier om hendes liv. Jeg fik opskriften på hendes tweed som jeg siden har vævet en del af. Læs mere om besøget på www.

Året efter flyttede vi til mainland Scotland hvor jeg fandt frem til to mænd som vævede Tartan på håndvæv, Peter MacDonald og James Scarlett. Derefter fik jeg en bestilling på 20 meter til en kilt i Dallas/Mackintosh tartan. Der går 17 meter til en kilt. Jeg har stadig et par meter fra dengang. Langt de fleste af mine færdige tekstiler er kun lavet i 'et eksemplar. I Scotland fik jeg valget om at starte som produktionsvæver. Men jeg valgte ikke at gå den vej.

Efter nogle år flyttede vi tilbage til Norwich. Vi boede også en tid i København. Nu bor vi ved Nakskov. Jeg holder meget af det åbne landskab. Vi har vand på 3 sider, næsten som en ø. Når jeg cykler rundt her, føles det som at være dykket ned i en omskiftende farvelade. Farveflader så langt øjet rækker.

Så langt øjet rækker. Jeg er godt klar over at jeg nok spænder mig for vidt. Jeg kreerer ting i tekstil lige fra klæder til interiør. Når jeg sidder ved en håndvæv, og for at holde rytmen følger man trådens gang med øjnende. Man stræber sig på at slå trådene ind, en efter en, med samme slag, helt blidt for blødt stof eller med megen kraft. Eller som når jeg sidder ved min opretstående væv og lægger garnet ind med hånden, og som jeg bedst kan beskrive ved at sige at jeg i skrivende stund væver på et tæppe som jeg kalder 'Min Ro', fordi det minder mig om Miró.

As far as one can see. I am aware that I possibly are spreading myself to thin. I create things in textile all from clothes to interior. It is what I do. When sitting by my loom and to keep the rhythm one follow with the eyes the movement of the thread. One strife to beat the tread, one by one, with the same beat, softly for fine cloth or with some force. Or at the tapestry loom where the yarn is laid in by hand which I best could describe by saying that as I write is weaving a rug which I call 'Min Ro' as it has some Miró about it. 'Min Ro' translates into English as 'My Peace'.

"Silence is a denial of noise - but the smallest noise in the midst of silence becomes enormous," said Miró. "As the only referential element, a blurry point acquires a powerful presence, burn also makes the space around it resonate. Therefore the point reinforces the presence of the space while also emphasising the weave, the material quality of the canvas".

9 mars. 2020
MWØ